Hvorfor bliver offentlige og private virksomheder ved med at sværge til techgiganternes software, selv om de tager sig dyrt betalt i vores data og ikke vil understøtte ældre computere? Vi bør bruge fri software i stedet.

Overvågningskapitalismen er over os. Den er rundt om os, med os på toilettet og ligger på vores natbord, når vi sover. Laptoppen og mobilen er blevet bekvemmelighedens alter, og nu betaler de danske skoler og skoleelever måske med deres data. Men sådan behøver det slet ikke at være.

I disse tider, hvor Google og Facebook igen og igen trækker overskrifter i de selv samme nationale medier, som deres annoncestrategier har været med til langsomt at tage livet af, er det svært ikke at ønske sig, at der kom et lidt bredere perspektiv på bordet.

Se blot på den seneste sag om Google Chromebooks på de danske folkeskoler, som Datatilsynet har rejst kritik af over sommeren og forbudt Helsingør Kommune at bruge, fordi kommunen ikke kan garantere, at elevernes persondata bliver behandlet efter GDPR-lovgivningen. Sagen har fået blandt andre Ingeniørforeningen IDA til at efterlyse ansvar og handling fra regeringen.

Bæredygtig fri software Det ansvar er langtfra umuligt at løfte. Der findes nemlig mange gode, etisk funderede og ganske brugbare alternativer til de mastodontiske techvirksomheder, som de fleste institutioner herhjemme – offentlige såvel som private – på en eller anden måde er blevet afhængige af.

Disse alternativer går under den fælles betegnelse ’fri’- eller ’open source'-software (eller FOSS) og har dermed tilfælles, at de indebærer en etisk tilgang til computerprogrammer.

Fri software handler om at give brugerne friheden til at bruge, studere, dele og forbedre et hvilket som helst computerprogram. Fire punkter, der burde konstituere kernen i enhver plan for bæredygtighed. Men credoet om ’at dele’, som er indbygget i de licenser, fri software udgives under, var ikke desto mindre for nogle år siden medvirkende til, at det åbne styresystem Linux blev kaldt ’en cancer’ af daværende direktør for Microsoft, Steve Ballmer.

Forståeligt, måske, hvis man tager den hurtige kapitalistiske brille på. For hvis alle må dele, forsvinder forretningsgrundlaget og incitamentet for udvikling så ikke? Hvortil man kun kan spørge tilbage, om ikke al håndværksvirksomhed i så fald lige så godt kunne kaste håndklædet i ringen, eftersom værktøjer og gør det selvvejledninger er frit tilgængelige for dem, der vil og har tiden og evnerne? Selvfølgelig ikke.

Tværtimod har de principper, der danner grundlaget for begrebet fri software vist sig at være yderst effektive og solide til softwareudvikling, som man blandt andet kan se med styresystemet Linux. Det samme gælder en væsentlig del af Android-operativsystemet på Googles telefoner. Ja, selv Microsoft har måttet trække i land på sin cancerudmelding og har gjort det muligt at køre Linux inde i Windows 10.

Apple og Microsoft er ikke sandheden Linux bliver udviklet og vedligeholdt af både lønnede og frivillige kræfter fra hele verden, som hjælper hinanden med at forbedre og optimere programkoden og med at sikre, at der ikke er huller i sikkerheden. Det kan styresystemer som Debian, Ubuntu, Fedora, Trisquel og Linux Mint så nyde godt af til at skabe stabile, privatlivsrespekterende computeroplevelser, som blandt andet er kendt for at forlænge levetiden på ældre maskiner og dermed betyde bæredygtighed også på den front.

Fri og åben software er altså – modsat Google og Microsoft – ikke så meget et samfundsproblem, som det er en samfundsløsning. Uanset hvor mange skoler disse mastodonter giver digitale profiler, og uanset hvor mange af landets kommuner deres lukkede økosystemer ser ud til at hjælpe, vil hemmelighedskræmmeriet omkring indholdet i programkoden altid betyde usikkerhed for brugerne.

I forbindelse med sagen om de danske skolers lukkede Chromebooks er det således påfaldende at høre om, hvordan det er lukningen af de Google-låste maskiner, som skolerne er blevet afhængige af, der bliver gjort til et problem, under henvisning til at danske skoleelever skal være rustet til en digital fremtid.

Men hvor i den model opstår den usagte forudsætning om, at det er Google, Microsoft og Apple, der er vejen, lyset og sandheden?

Hvorfor ikke i stedet bruge et program, hvor kildekoden ligger til frit skue på nettet, så enhver med den fornødne teknologiske indsigt kan undersøge, om der er sikkerhedshuller eller unødvendig dataindsamling uden at skulle frygte for at blive ramt af et sagsanlæg om industrispionage?

Hvorfor skal jeg afgive mine data og bidrage til omsætningen for en stor international virksomhed – der i øvrigt ikke betaler skat herhjemme – for at kunne mødes med dig på nettet? Hvorfor kan vi ikke bare gøre det via en tjeneste som Meet.jitsi, der kører rent i en browser og ikke via Zoom, som kræver, at jeg installerer en app med adgang til det allerhelligste på min pc for at bruge den?

Skift Word ud med LibreOffice På samme måde, som vi hurtigt lærte at bruge et væld af forskellige mobiltelefoner og styresystemer, kan vi lære at bruge frie og åbne programmer som BigBlueButton, Nextcloud eller LibreOffice frem for Google Classroom, Google Drive og Microsoft Word.

Når en kommune vælger at anvende Microsoft Teams eller Google Classroom, må man formode, at man gør det, fordi det er det samme, som andre kommuner bruger, og at man derfor gør det lettere for nyt personale at indgå i arbejdet.

Men skiftet til fri og åben software er ikke sværere end at skifte fra en arbejdsplads, der kører alt via Microsoft til én, der kører alt via Apple. Disse skift er ikke fremmede for os. Når man først har kendskab til ét program, kommer kendskabet til det næste med lignende funktioner lettere. Hvorfor så ikke have eksempelvis LibreOffice som standarden til tekstbehandling på danske skoler frem for Microsoft Word?

I vores daglige liv lærer vi hele tiden nye programmer at kende. Tænk bare på turene med Teams i de seneste coronaår. I langt de fleste tilfælde er ideen om, hvor svært det er, en større udfordring at komme om ved, end selve programmet. Det er ikke så svært, når man først får det lært. Heldigvis er en del kommuner herhjemme allerede begyndt at dyppe tæerne i frie og åbne programmer, men der er lang vej endnu for at gøre fri software og dermed omtanke for vores fælles data til normen frem for nichen.

Gid det offentlige ville lytte endnu mere til kampagner som Free Software Foundation Europes »Public Money? Public Code!« der arbejder for at fremme en bæredygtig tilgang til den offentlige it-infrastruktur. På den måde slipper vi for at hælde vores data ned i private amerikanske virksomheder og skulle smide forældede enheder væk efter en håndfuld år på grund af softwaredød, og i stedet kan vi stille os på skuldrene af hinanden og sikre en mangfoldig og bæredygtig digital fremtid.

af Øjvind Fritjof Arnfred

Link til kronikken i information