Mundharpe 101 - en hyldest til det gamle Web

Jeg har aldrig blogget før, men i takt med at jeg er blevet ramt af nostalgi over det gamle internet og arbejder mere og mere med de mange features i tekst-editoren Emacs, har jeg taget hul på det. Jeg har skrevet et par små indlæg allerede. Dels om at oversætte og dels om hvilke programmer og maskiner, jeg holder af at bruge.

Men så slog det mig at jeg manglede at skrive om en af de ting, som jeg faktisk fik af det "gamle" web. Ikke ARPA-Net, forstås, men det dér modem-skrigende net, den gang i slut 90'erne, hvor jeg var pre-teen og internet stadig var noget man sommetider gik på besøg hos andre for at benytte, og hvor det var et krøllet og mangfoldigt sted fuldt af nichede fora og personlige blogs.

Dengang, i 1998, var jeg 8 år, havde lige set filmen "Blues Brothers 2000"¹ og var faldet pladask for en bestemt lyd. Du har nok regnet ud hvilken, for du har jo læst titlen på det her indlæg. Det havde jeg imidlertid ikke, og da jeg ikke havde nogen reference til hvad det var, jeg hørte, hvergang en af musikerne to begge hænder op foran ansigtet og lukkede øjnene, brugte jeg i stedet mange timer med en kassettebåndoptager foran TV'et, for at suge tonerne ud og spørge andre hvad det mon kunne være.

Min far foreslog at det måske var en mundharmonika, for der var vist noget med sådan nogle og blues, mente han, og da han senere hittede på at vi skulle se hvad rulleteksterne sagde, fandt vi ud af at han havde ret. "Sådan een har jeg liggende!" udbrød han til min store glæde, og efter en kort tur på loftet sad jeg så tilsvarende skuffet og pustede mig helt blå i hovedet på et rustent gammelt "Hohner" Golden Melody tremolo mundorgel, ude af stand til at frembringe de på een gang cool og sårbare, elastiske klange, Blues Brothers var i stand til.

Men den gamle insiterede på at mundharpe var mundharpe, og så måtte jeg jo bare øve mig…

Så det gjorde jeg. Jeg pustede og sugede og blev mere og mere sikker på at jeg aldrig ville få det blues… Det var lige før jeg fik den af at savne den…

Lige indtil den dag hvor vi besøgte mine forældres venner Lars og Birgitte, der var på vej til USA på et længere ophold, og som udfordrede min fars påstand om at den ene tinsandwich vel var så god som den anden. De gav mig lov til at låne deres internet imens de voksne snakkede. Jeg søgte selvfølgelig på "Elwood Blues" og "Harmonica", for at se om der var noget jeg manglede at gøre, for at ramme den dér lyd.

Det førte mig til en side som jeg sent vil glemme. Jeg har sidenhen genfundet teksten - som tidligere lå på en egen hjemmeside, med billeder af en diatonisk mundharpe, her på forumtmet h2g2 (Douglas Adams fans vil måske spidse ører): https://h2g2.com/entry/A956388

En kort tekst der dækker fra "hvilken type mundharmonika skal du bruge" til "sådan spiller du elektrisk forstærket mundharpe med et band" og som indeholder guldkorn i stil med:

Playing the blues harp is like sex - it is possible to do it alone, but its a lot more fun to do it with other people.

Det hurtige sammenkog af råd, vittigheder og tips til musikere man burde tjekke ud, fik mig ud af starthullerne. Det var som om den talte direkte til mig. Ligesom i een af de gamle tegnefilm med fedtmule der skal lære at stå på ski eller fiske. Sjældent har jeg følt mig mere set. Gennemskuet endda.

Jeg gik triumferende ind og fortalte min far det og med ham i hånden spadserede jeg ind hos den lokale instrumentpusher og bad om en "Di-a-tonisk" mundharmonika.

Det blev begyndelsen på en sti i livet der har ført mange ting med sig. Alle gode. Musik, venner, oplevelser. Alt sammen takket være en tilfældig fremmed der delte tips og tricks ud på en tilfældig hjemmeside i slutningen af 1990'erne.

Det er alt du behøver for at komme i gang med at spille mundharmonika. Tro mig.