Øjvind Fritjof Arnfred

Podcasting med fri software

Case: Podcasting med 100% Fri software

Baggrund:

På dette års fri-software udviklermøde i Bruxelles (FOSDEM), var jeg med til at afholde et oplæg om podcastredigering med FOSS værktøjer. Oplægget var godt besøgt og der var mange interessante spørgsmål efterfølgende, men fordi FOSDEM er en tæt pakket komsammen med henved 1000 oplæg over to dage, havde vi kun ca. 25 minutter til vores rådighed.

Du kan se vores talk (med ironisk dårlig lyd, fordi der var bøvl med et signal) her:

Derfor vil jeg i dette indlæg gå lidt mere i dybden med nogle af de emner jeg var inde på under vores talk om processen bag FSFE’s Software Freedom Podcast - som jeg af og til hjælper med at redigere og mikse.

På FOSDEM26 hjalp jeg også med at optage den, så det er den specifikke episode jeg vil tage afsæt i. Så kan du også gå ind og lytte til den med en baggrundsviden om udstyr og processen bag.

Jeg benytter sommetider andre mikrofoner. Listen herunder handler specifikt om den nævnte episode.

Hardware:

Til optagelsen i felten:

  1. Mikrofon: 2 x Shure SM58
  2. Optager: Zoom F4
  3. Mikrofonstativer der står på jorden.
  4. XLR-kabler
  5. Sony MDR-7506 hovedtelefoner

I hjemmestudiet:

  1. t480 Thinkpad i dock, tilkoblet to skærme og tastatur
  2. Studiemonitors
  3. Sony MDR-7506 hovedtelefoner
  4. Presonus FaderPort 8 DAW-controller.

Software:

  1. Digital Audio Workstation (DAW): Ardour
  2. Plugins:
    1. x42: EBU R128 meter
    2. x42: Equalizer
    3. Ace Compressor (følger med Ardour)

Trin 1: Optagelsen:

En god optagelse er nøglen til et godt produkt.

Rummet:

En god optagelse har forskellige komponenter. Dels gælder det rummet, som helst skal have så lidt efterklang eller rumklang som muligt.

Altså, JA TAK til rum med:

og NEJ TAK til rum med:

I det hele taget skal du være påpasselig med baggrundsstøj. Hvis du optager en vej-og-park arbejder og går efter en reportagestemning, giver det måske mening at der suser biler forbi hvert 3. sekund i baggrunden, men det er svært at klippe i optagelsen (aka. “båndet”) efterfølgende. Derfor kan det være bedre at optage stemmen i et kontrolleret miljø og så gå ud og optage biler i et par minutter efterfølgende.

Optag desuden altid nogle sekunder (jeg plejer at tage ~30) med stilhed inden eller efter samtalen, med mikrofonen pegende derhen hvor den også peger under samtalen. Det kan du bruge når du redigerer senere, til at maskere dine klip med.

Til denne episode var vi i et lille undervisningslokale på det universitet hvor FOSDEM foregår. Der var en OK akustik, takket være mange stole og et fint loft men også en del rumklang, som heldigvis blev minimalt opfanget i de dynamiske mikrofoner, jeg brugte.

Mikrofonplacering og niveauer:

Ud over at vælge et godt rum, skal du også placere mikrofonen rigtigt. En dyr mikrofon lyder billig og samler en masse unødvendig støj op hvis den er for langt fra den talende. Spild af penge, med andre ord.

Til reference-episoden her, brugte jeg to SM58 Shure mikrofoner (en relativt prisbillig dynamisk mikrofon, mest kendt til sang) som jeg placerede 10-15 cm fra mundvigen på den talende, for at mindske såkaldte “plosiver” - altså når der kommer et vindstød fra munden idet den talende siger et ord med P.

Dynamiske mikrofoner kræver typisk mere gain og samler bedst op på den nære stemme, hvorfor de er ideelle til miljøer hvor man ikke så nemt kan kontrollere baggrundsstøjen.

Input-niveauet (gain) på min optager satte jeg så meteret lå nogenlunde omkring -18 ved stille tale og -6 når den talende hævede stemmen i begejstring eller latter:

optager-levels på zoom f4 fra optagelsen af FOSDEM 26 episoden af SFP

På den måde sikrer jeg mig mod overstyring af signalet og knas på optagelsen. Det er nemlig tæt på umuligt at fjerne bagefter, og kan være meget forstyrrende at lytte til.

Vigtigt!:

Leg med dit udstyr på egen hånd og lær det at kende, før du går ud og optager andre. Så slipper du for at lave grimme overraskelser til dig selv. Jeg ved eksempelvis at hovedtelefon-volumen på min skal stå på ~76 for at ligne det, der bliver optaget bedst muligt. Så kan jeg stole på det jeg hører, fremfor at blive narret til at skrue op eller ned for optageren.

Med en god optagelse er arbejdet mere end halvt fuldendt. Jo bedre lyd du har emd hjem, desto mindre arbejde er der i at gøre det klar til æteren derhjemme.

Det samme gælder i øvrigt med interviews og struktur, men det kan være jeg går ind i den del en anden gang.

Trin 2 - redigering:

Optagelsen er i kassen. Mikrofonplaceringen var god, rumklangen var minimal og niveauerne var sat passende. Nu er du klar til at flytte dine lydfiler over i en Digital Audio Workstation (DAW) og klippe sproglige smuttere og evt. smaskelyde mv. ud.

DAW til dig

ardour skærmbillede Jeg bruger selv Ardour, som er en vanvittigt kraftfuld DAW der oprindeligt er født til musikproduktion.

Ligesom pro-tools er blevet en industri-standard til radioarbejde i flere lande, selv om det også er skabt til musik, er Ardour spækket med brugbare features som man kan have glæde af til montager eller interviews.

Min proces til tale-podcasts i Ardour:
  1. Jeg åbner Ardour og importerer lydfilerne til hver sit mono-spor.

  2. Jeg benytter x42’s EBU R128 LUFS-meter på mit master-spor imens jeg lytter episoden igennem og justerer niveauerne på hvert spor så det slår ud omkring -23 hele vejen: x42 EBU R128 LUFS-meter
    Det gør jeg for at give mig selv lidt “headroom” så jeg ikke får nogen ubehagelige overraskelser når jeg senere normaliserer den færdige stereo-fil til -16 LUFS, som er en cirka-standard for volumen i podcasting i dag.

  3. Jeg skruer ned for mine højtalere og tager høretelefoner på. SÅ skruer jeg HELT op for monitor-lyden, for at identificere evt. steder i optagelsen der har brug for EQ, samt hvilke frekvenser og hvor meget. Så sætter jeg min EQ derefter på hvert spor, så det lyder godt for mig.

  4. Hvis der er brug for lidt kompressor er det også her jeg tilføjer det, efter min EQ.

  5. Hvis det er et to-personers interview (som i eksemplet fra SFP) bruger jeg panorering, så den ene taler er mest til venstre og den anden er mest til højre, og så centrerer jeg værtens intro- og outrospeak, for at skabe en fornemmelse af forskellige rum i lytteoplevelsen.

  6. Jeg skruer helt ned for signalet fra det ene spor, når det andet er aktivt, så evt. “bleed” (dvs. lyd der bliver samlet op i en mikrofon der ikke var tiltænkt den lyd) forsvinder og fornemmelsen af rumklang bliver minimal. Hvis der er en smule rum-tone der herved forsvinder, er det her jeg trækker på de optagne sekunders stilhed og lægger dem ind så lytteren ikke mærker den totale tavshed som forstyrrende: skærmbillede der viser levels-redigering i ardour

  7. Jeg aktiverer “ripple”-redigering - som er en tæske smart feature i Ardour, der trækker alle spor efter et udklip hen til der hvor klippet starter, når man har slettet noget - og klipper sproglig fumlen ud.

Målet er at begge talere lyder naturlige og at deres pointer står klart.

Når jeg klipper lytter jeg altid henover klippene (fra et par sekunder før til et par sekunder efter), for at sikre mig at klippene ikke er hørbare. Hvis de er, kan fade-in og fade-ud (såkaldt crossfades) ofte hjælpe på det.

  1. Jeg eksporterer til mp3 og Opus via et preset der normaliserer LUFS til -16 i begge, og lytter til resultatet på forskellige højtalere, for at sikre mig at det er OK.